17 februar 2009 0 Comments

Apple har bidt i det sure æble – Podhead er et varemærke

podheadvsapple

Grafik fra Podhead.dk

Den danske podcastportal Podhead har siden 2006 forsøgt at få navnet Podhead godkendt som registreret varemærke. 

Efter tre års tovtrækkeri er det lykkedes.

I første omgang besluttede Patent- og Varemærkestyrelsen at efterkomme ønsket og afviste indsigelsen fra Apple, som krævede selskabets varemærke afvist med begrundelse om at varemærkerne “POD” og “IPOD” allerede var registreret af Apple.

Efter afgørelsen i oktober 2008  havde Apple to måneder til at anke, men Apple har afstået fra at gøre yderligere indsigelser.

Apple-koncernen har ind imellem haft succes med at forhindre andre virksomheder i at tage orddelen “Pod” som varemærke. Apple sikrede sig i 2006 varemærket “Pod”, som Apple har brugt i navnet iPod. Pod er navnet på en kapsel, som for eksempel kan befinde sig ude i rummet.

I 2004 opstod ordet “podcasting” i takt med at flere og flere begyndte at producere lydudsendelser og publicere dem på en måde, så forbrugerne kunne overføre dem til deres iPods og andre mp3-afspillere.

Det er et faktum, at Apple har den mest populære mp3-afspiller og den mest populære podcatcher. Det betyder dog ikke, at Apple har opfundet, eller eneret på ordet podcasting.

Men Apple forsøger at modarbejde konkurrenter til sine produkter. Fair nok. Hvis man producerer en afspiller og finder et navn, der ligner iPod, så kan man godt regne med et modsvar fra Apple. Eller hvis man udvikler en podcatcher, der konkurrer med Apples egne iTunes og som kan spille sammen med Apples egne produkter, så kører Apples advokater frem.

Det lykkedes med sitet ipod.dk, som i 2005 blev oprettet af nogle danske iPod-entusiaster. Sitet forsvandt.

Det lykkedes også med iPodder, som var navnet på den podcatcher, som “The Podfater” Adam Curry udviklede helt tilbage i podcastingens barndom sammen med Dave Winer. Podcatcheren hedder i dag JuiceReceiver og er et open source alternativ til iTunes – Apples helt suverænt mest populære online musik – og podcast - butik.  

Det lykkedes også med Podcastready, som forsøgte sig med podcatcheren MyPodder. MyPodder lignede iPod for meget, og Apple truede så massivt, at Podcastready droppede myPodder som navn.

Og der er flere eksempler.

Men danske Podhead er ikke nogen trussel for Apple, tværtimod. Så det er godt, at Patent- og Varemærkestyrelsen har holdt tungen lige i munden.

Apple er tilsyneladende godt klar over, at koncernen ikke har eneret på at bruge Pod som varemærke  – her bringer Apple selv listen over de varemærker, som man har eneret på. Pod og podcast er ikke blandt dem.

Da jeg selv i sin tid forsøgte at få registrere Podblog som varemærke, kom der da heller ingen indsigelser fra Apple. Podblog er jo kun en blog om podcasting og ikke et software eller et produkt. Til gengæld kom der en – eller rettere – flere indsigelser fra Computerworld, som uanfægtet havde oprettet som egen Podbloggen – til min store irritation. Computerworld fik sin advokat til at argumentere så meget imod, at Podblog skulle være et varemærke, and Patent- og Varemærkestyrelsen, som ellers havde registreret navnet, valgte at afvise det. Så Podblog er ikke noget varemærke og Podblog-gate er slut.

I mellemtiden har jeg valgt at kalde mit firma for PodConsult – det står i CVR-registret, og den dag jeg måtte vælge at registrere det som varemærke, venter jeg bestemt ikke at få protester fra Apple. Slet ikke efter sagen mod Podhead…