30 juli 2009 0 Comments

Bestyrtelse over Volomedias patent på podcasting

Hvordan kan man tage patent på podcasting – ja ikke kun podcasting, men i det hele taget dét, at man publicerer video eller lyd i episoder, som brugerne kan downloade og måske overføre til bærbare afspillere.

Jeg spørger bare, og svaret er vist…man kan, hvis man er fræk nok til at søge det. Og hvis den amerikanske patentmyndighed er tåbelig nok til at give det.

Det amerikanske selskab Volomedia, som før hed Podbridge,  søgte patentet  i 2003 – og nu har de så fået det.

Jeg har med vantro hørt på rygter om, at sådan et patent skulle være søgt. Men jeg var ligeså overrasket som de fleste andre, da nyheden spredtes på nettet i løbet af onsdagen. Flere forfattere til bøger om podcasting mente, at nu måtte de da skrive deres bøger om, det var jo nærmest historien, der skulle skrives om – i hvert fald podcastingens historie. Og den er ikke til at spøge med.

Volomedia hævder godt nok ikke at have opfundet podcasting med RSS - men at det har udviklet teknologier, som gør det muligt at overføre downloadede episoder til mobile enheder. Volomedia har i 2006 fået patent på løsninger til anbringelse af annoncer i podcasts og andet indhold, som hentes automatisk til mobile enheder.

twitter

Næsten alle indlæg på Twitter i disse dage handler om patentsagen.

Det nye patent vil måske betyde, at Volomedia vil kunne indføre eventuelt finansielle betingelser, hvis medier distribuerer deres indhold i episoder som podcasts (med RSS).

Flere og flere medier bliver distibueret som  podcasts.

Om Volomedia VIL tjene penge, er ikke klart endnu, men ingen andre vil i hvert fald ikke kunne gøre det uden Volomedias indflydelse.  I USA – forstås – jeg regner ikke med, at sådan et patent vil få nogen som helst betydning her i Europa.

Patentet omfatter følgende…

“…the fundamental mechanisms of podcasting, including providing consumer subscription to a show, automatically downloading media to a computer, prioritizing downloads, providing users with status indication, deleting episodes, and synchronizing episodes to a portable media device.”

Podcaster-miljøet har reageret chokeret, forvirret, forundret og afventende på Twitter, i blogs, på tech-sites – dog endnu ikke i den etablerede presse.

Volomedia har efter eget udsagn søgt patentet for at styrke mulighederne for indhold til bærbare enheder og  ikke for at genere podcasterne. Volomedia hævder, at de har søgt patentet før, der var noget, der hed podcasting.

Foreløbig er der sket det, at Volomedia har fået al den opmærksomhed, man kan drømme om. Spørgsmålet er så, om selskabet er i stand til at forvalte det ansvar det er at holde et patent, som nogle af de mest indflydelsesrige bloggere, podcastere og softwareudviklere  måske i virkeligheden burde have retten til. Eller om der er nogen, der vil hyre advokater og ofre mange penge på juridisk slagsmål om patentet.

Der er i hvert fald nogen, som retteligen kan kalde sig opfindere af podcasting.

Det gælder for eksempel Dave Winer, som var dén, der udviklede RSS-teknologien, først for blogs og senere for podcasts, så man via et rss-feed kunne udgive lydfiler (mp3) sammen med sine blogindlæg.

Adam Curry, kaldet The Podfather, som sammen med Dave Winer, udviklede det første stykke software, iPodder, som kunne hente nye episoder af podcasts til folks computere.

Apple, som med programmet iTunes har gjort det muligt automatisk at overføre podcast-episoder til de populære iPods og iPhones.

De mange podcastere, som har gjort mediet til dét, det er i dag.

Læs mere på disse blogs:  Ars Technica, NewTeeVee, Dave Winer, Tom Webster, Edison Research, ReadWriteWeb, og Mashable

21 maj 2009 0 Comments

Edison Research: 43 procent kender til podcast

Tom Webster, Edison Research

Tom Webster, Edison Research

Hvis man spørger knap 2000 amerikanere, om de kender til podcast, så svarer 43 procent, at det gør de.

22 procent har lyttet til en podcast

18 procent har set en videopodcast

 51 procent har en iPod

34 % har en anden slags mp3-afspiller

32 procent fortæller, at de bruger en bærbar afspiller til at lytte til podcasts.

Når Edison Research kommer med nye tal for, hvordan podcast-forbruget udvikler sig, så er jeg altid lutter øre. Edisons tidligere målinger af podcast-forbruget, er de mest citerede i branchen, og den tendens, tallene viser denne gang, er meget bekræftende for branchen, for podcasterne og for podcastbrugerne.

Tallene, som jeg nok skal linke til, så snart de er offentliggjort på nettet, viser, at podcast-mediet udvikler sig støt. Ikke eksplosivt, sådan som det eksempelvist sker lige nu for online video, men stille og roligt bliver flere og flere glade for at hente indhold som podcast. I Edisons undersøgelse er det først og fremmest, fordi de kan høre og se når de vil, og hvor de vil.

Det er nu fjerde gang, at det førende, amerikanske institut for medieundersøgelser bringer tal fra en stor undersøgelse om podcast-forbruget. 1885 amerikanske internet-brugere er blevet spurgt.

Tom Webster fra Edison Research, som også er medlem af podcast-branche-organisationen ADM (Association for Downloadable Media) gennemgik de endnu ikke offentliggjorte tal på en webcastet konference onsdag aften under titlen “Podcast Consumer Revealed 2009″.

Her er forresten tallene for 2008.

Efter og under webcastet onsdag aften spredte tallene og reaktionerne sig hurtigt på mikroblogging-tjenesten Twitter – se de tweets, der blev tagget med #poddata her.

Podcasterne kan glæde sig særligt over de dele af undersøgelsen, som viser, at de har deres publikums tillid i højere grad end eks. internetradio. Podcastbrugerne føler sig mere følelsesmæssigt og tillidsmæssigt tilknyttet den eller de podcasts, som de abonnerer på. Når en podcastvært anbefaler eksempelvist et produkt, så gør det indtryk på lytterne/seerne i højere grad end må mange andre medier på nettet. Til gengæld er podcastbrugere ikke så glade for reklamer som andre internetbrugere. De vil gerne have podcasterens anbefaling af produkter, men de vil ikke have reklamer, konkluderes det i undersøgelsen. De seneste tal fra eMarketer viser også, at annoncørerne ikke ligefrem bruger mange penge på at reklamere i podcasts.

Edisons Tom Webster konkluderede også i onsdagens webcast, at podcasterne skal “oppe sig”, hvis de vil tjene penge på deres podcasts. Der bliver ikke noget boom, som betyder, at annoncørerne vælter ind. Podcastere skal, hvilket mange også gør, være meget mere kreative, hvis de vil gøre podcasting til en levevej. Med eks. product placement eller omtale af produkter, som de eks. gør på Diggnation, en af de mest populære videopodcasts. Tom Webster forudser, at nogle store, kendte radiofolk vil kaste sig over podcasting i den kommende tid, måske endda Howard Stern, hvis han ikke vælger at gå på pension. Det vil gøre podcast-mediet endnu mere kendt blandt almindelige amerikanere, og måske betyde, at tallene i Edisons undersøgelse for 2010 vil være endnu bedre, hvem ved…

 Update 23. maj: Her er Tom Websters slides.